Stibroen imellem Bredgade og Skovlyst

Den samlede forbindelse mellem Bredgade (stationspladsen) og Skovlystvej blev indviet, under stor festivitas, af borgmester Torben Hansen søndag den 8. december 2019. Syv års forberedelser var slut og gruppens arbejde dermed formelt afsluttet.

Se programmet for indvielsen (en enkelt ændring: festlighederne blev henlagt til Station K og Langå station, da Langå kro blev solgt umiddelbart før indvielsesfesten)

Stationsbroen, dvs Banedanmarks bro mellem stationspladsen og perronerne, blev uden videre festivitas åbnet for brug i april 2018. Broen blev spektakulært stor og ikke særlig køn, men den kom.

7 år for broen?
Langå havde allerede i 2013 af Transportministeriet fået bevilget en fodgængerbro mellem perron 2 og 3, fordi adgangen for barnevogne er svær, og for kørestole m.v. umulig uden elevator. Byfornyelsesmidlerne gjorde det muligt at arbejde med en bro, beregnet for fodgængere og cyklister, hele vejen fra Bredgade (stationspladsen) til Skovlystvej.
Fra 2014 blev der afholdt jævnlige møder mellem Randers Kommune og Banedanmark og andre interessenter. Leif Mårtensson og Dorthe Tapomayi Nielsen repræsenterede Langå i Udvikling på møderne.

Efter planen skulle byggeriet af broen være startet i sommeren 2015, men dels kom der et folketingsvalg i mellem, dels viste det sig, at prisen på Banedanmarks projekt overskred budgettet. Banedanmark fandt derfor besparelser på det oprindelige projekt, ligesom der blev søgt om en ekstra bevilling i ministeriet.

I midten af august 2015 blev der givet grønt lys fra ministeriet, så arbejdet med banebroen kunne fortsætte. Samarbejdet mellem Randers kommune og Banedanmark blev derfor genoptaget.

For Skovlystbroen, dvs resten af broen fra perron 4 til Skovlystvej, havde kommunen oprindelig besluttet at søge nogle af de store fonde, for – om muligt – at realisere idéen om en virkelig spektakulær bro:
Rie Ollendorff Architects udarbejdede et meget flot forslag til en bro i trætophøjde til Skovlyst. 
Det blev desværre ikke dette forslag, der blev sendt i udbud i sommeren 2018, men en væsentlig mere skrabet model . I forbindelse med udbuddet blev det konstateret, at konstruktionen skulle revideres af sikkerhedshensyn og projektet blev igen forsinket. Man forventede dog, at broen blev klar i juni 2019, iflg Bjerringbro Avis 17.9.2018

Mere om arbejdet med broen:
Byggeriet på film

Status nytår 2017/2018

Baggrund
Langå er delt af jernbanen: de, som bor i byen har ikke direkte adgang til naturen ved Gudenåen og de, som bor i Skovlystområdet, på den “forkerte” side af sporene, har ikke direkte adgang til byen. Der har i alle årene været en jævn (og risikabel) trafik af fodgængere over sporene mellem Langå by og Gudenåområdet, men i 2013 blev der sat hegn op langs banen på Skovlystsiden.

Sidst opdateret 15. januar.2020/ln