Foto: Jan Forslund, jernbanehistoriker, | Dansk Jernbanemuseum
Børge var en af dem, der har båret Langå
Fredag 22. april 2026 tog vi afsked med Børge Sundahl.
Han blev bisat fra en stuvende fuld Langå Kirke.
Børge blev 91 år og sov stille ind omgivet af sin nærmeste familie.
Jeg lærte Børge at kende i den lokale partiforening i Langå, hvor han i mange år var formand.
Senere overtog jeg selv formandsposten efter ham.
I den første tid betød det meget for mig, at han stod der. Rolig. Erfaren. Altid klar med et godt råd – og med en klar forventning om, at man gjorde sig umage. Det var den slags mennesker, man lænede sig op ad.
Børge var socialdemokrat i omkring 70 år. For nogle år siden var jeg selv med til at udnævne ham til æresmedlem.
Han sad i byrådet i den tidligere Langå Kommune i flere perioder fra 1970’erne og frem, og han var blandt andet med til at sikre opførelsen af plejehjemmet Kildevang. Selv årtier efter sit politiske arbejde var han stærkt engageret i udviklingen af lokalsamfundet – blandt andet i arbejdet med Skovlystbroen i 2019.
Hans arbejdsliv var tæt knyttet til jernbanen. 60 år ved DSB.
De sidste mange år i praksis som stationsforstander i Langå.
Langå Station lå ham dybt på sinde. Som han sagde:
“Jeg vil fandeme ikke have min station taget ned!”
Det siger i virkeligheden det hele.
Børge var ikke bare optaget af det store. Han var også optaget af det nære:
Sin familie. Børn, børnebørn og oldebørn.
Han mistede sin hustru sidste år efter et langt liv sammen.
Selv i en alder af 91 år var han stadig aktiv. Så sent som i år var han dirigent ved partiforeningens generalforsamling. Det vidner om et menneske, der blev ved.
Den slags mennesker bygger et lokalsamfund. Og de sætter et aftryk, der rækker langt ud over deres egen tid.
Det forpligter os andre.
Æret være Børges minde.

Foto: Christian Engelbrecht Pedersen
