Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi: Søndag morgen den 8. december, dagen hvor broen og det renoverede område ved Skovlyst skulle indvies, startede med stærk blæst, drivende regn og en massivt grå himmel.
Mange frivillige havde knoklet i dagevis for at gøre dagen rigtig festlig, men slagregn var ikke inkluderet i underholdningen.
Og så skete det: en halv time før borgmester Torben Hansen skulle rive det første røde bånd kl. 14, skiltes skyerne og solen strålede over de op mod. 300 borgere, der var mødt op.
I sin tale takkede borgmesteren selvfølgelig dem, der havde betalt for det hele, men ikke mindst takkede han de mange VIF’er, uden hvem der intet var sket (VIF = “Very Important Frivillige”, et udtryk, som Fritz helt sikkert ville have brugt in another afsnit).
Da de nye huse, stier og fiskeplatforme på bådpladsen i Skovlyst var beset, gik deltagerne med fakler gennem Langå Egeskov og borgmesteren rev, igen hjulpet af en flok frivillige børn, det sidste røde bånd over og erklærede den nye bro for åben.
(Til dem, der bemærkede den glatte bro: Belægningen bliver ændret til foråret, når temperaturerne igen tillader det.)
På broen var der sang og tale – stationsbygningens bankealtan fungerede som talerstol for Dorthe T. Nielsen, formand for Langå i Udvikling, og for Louise Svane, der sang for på Langå-sangen og – i anledning af den stundende højtid – “Dejlig er jorden”.
Derefter var der LAG-kage, ostehapser fra Hinge, og kaffe m.m., samt taler ved de lokale byrådsmedlemmer Iben Sønderup og Lars Søgaard, på Station K, der også sluttede dagen med et brag af en koncert med Stationspumaerne (nogle af de mange dygtige musikere, som bor i byen og deres venner).
Se Niels Kr. Nielsens store billedserie på Facebook-gruppen Langå i Udvikling
Randers Amtsavis var naturligvis på pletten, læs mere her
TV2 Østjylland var også forbi, se klippet her
DSB’s blad ‘Ud & Se’ bragte også en notits i januar 2020.
Selvfølgelig var det også lige netop den dag, at DSB havde været nødt til at læsse alle togrejsende af i Langå, for at køre dem videre nordpå med togbusser, så ind i mellem var der virkelig trængsel på stationsbroen. Måske nogle af de rejsende opdagede, at Langå er meget mere end en stor rød station og en stor grå bro?
Syv års arbejde er hermed afsluttet, men mon historien slutter her? Renoveringen af Langå Bådelaugs marina i Skovlyst blev fx udskudt til bedre tider, så der sker sikkert snart noget igen i Langå.
(Indlægget opdateret 12. februar 2020; alle billeder cop. N.Kr.Nielsen)