I flere år har bestyrelsen for Kulturhus Langå arbejdet med planer om at renovere den tidligere gymnastiksal – det tidligere bibliotek.
Det har været et ønske, at gøre salen mere tidssvarende og mere indbydende, samt at få rettet op på den nedslidning, der har været gennem årene.
Dette projekt er nu kommet adskillige skridt nærmere en realisering, da bestyrelsen netop har modtaget en meddelelse om, at A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål, har besluttet at bevilge 2 millioner kroner til formålet.
Renoveringen af gymnastiksalen har længe været et ønske fra brugerne af huset.
Salen er Langå Kulturhus’ største rum, hvor der bliver afholdt koncerter, teater og mange andre kulturelle, fysiske og sociale aktiviteter. Men den er også nedslidt og trænger meget til renovering, hvorfor der gennem en længere periode har været arbejdet på projektet.