Søg

Turist i Langå

Mange gæster kommer til Langå for at se og opleve naturen, enten som lystfiskere, kanosejlere eller fuglekendere.
Men der er også andet:.

Kunstværker i Langå
Se mere her

Runestenen og Genforeningsstenene ved Langå Kirke
I maj 2015 blev en ca. 1000 år gammel runesten, efter grundig restaurering, opstillet ved Langå kirke, hvor den i mange år havde ligget gemt og næsten glemt på kirkegården. Læs mere om runestenen her.
Genforeningsstenene blev i juli 2019 restaureret og overdraget til Langå kirke, som har lavet et fint lille bed til dem på kirkegården. De er meget beskedne, men ganske usædvanlige i forhold til de store mindesten, som står rundt om i Danmark. Læs historierne om dem her (s. 12-17).

Den sprængte bro
Tæt ved Gudenåen, lige ved siden af cykelbroen til Laurbjerg, ligger det gamle brohoved fra den tidligere jernbaneføring over Gudenåen. Den blev sprængt i luften under Anden Verdenskrig i 1943 af modstandsfolk fra Randers. Sprængstoffet til aktionen hentede de hos Hvidstengruppen, hvor det var blevet kastet ned af englænderne, lige nord for Randers.

Museum i Langå
Et lille museum om Langås historie. Læs mere her

Vestparkfestivalen
Vestparkfestivalen holdes hvert år i begyndelsen af august. Hertil valfarter musikere og andet godtfolk fra hele landet. Der spilles rytmisk musik, og mange danske upcoming bands har spillet nogle af deres første koncerter her. Det gælder fx Carpark North og Marie Frank. Festivalen løber over to dage, og programmet spænder som regel lige fra akustisk blues og jazz til hårdtbankende hip hop og rock. Her kan man høre god musik, få sig et godt måltid varm mad – og måske en kæreste, hvis man mangler sådan en. Publikummet er meget bredt og spænder lige fra teenagere, der får deres første koncertoplevelse, til folkepensionister, der får sig en svingom – og alle aldre der i mellem. Se mere her: www.vestpark.dk

Koncerter med klassisk musik og kammermusik
Langå lægger med jævne mellemrum hus til koncerter med Randers Kammerorkester og andre koncerter af klassisk tilsnit. Det er oftest Langå Koncertforening (tidligere: Foreningen for Nytårskoncerter), der arrangerer koncerterne. Der holdes koncert i Kulturhuset, i Langå Kirke og i Langåhallen. Om sommeren er der koncert i Byparken på udendørsscenen.
Se mere her: www.langaa-nytaar.dk

Langå Friluftsbad
Langå Friluftsbad ligger i Langå Idrætscenter

 

Siden sidst opdateret 23.9.2019, Lou Næraa