Søg

Sang på Langå station september 2017
16 november 2018

Bredgade klar til jul, og kan stationen bevares?

Julen bæres op ad den renoverede Bredgade
Hvis man har ærinde på Bredgade i Langå for tiden, er det svært at undgå at opdage, at der er noget på færde. Den 28. november skal gaden gerne stå klar med nye træer og nye belægninger m.m., for at modtage juleoptoget den 30. november, hvor julen bæres ind i Langå.
Se mere om Bredgade-projektet her

Skal stationsbygningen rives ned?: borgermøde 5.12.2018 på Langå station
Ikke alt er dog  julelys og glæde: I forbindelse med elektrificeringen af den jyske hovedbane er Langå station også kommet i klemme, med Banedanmark og DSB Ejendomme på den ene side, og musikstedet Station K og Randers kommune på den anden.
Bundlinjen handler om penge, dvs. hvem der i bogstaveligste forstand skal betale for musikken, hvis bygningen og dens unikke musikmiljø skal bevares. Det er unikt, at man den ene aften kan møde op og synge med fra Højskolesangbogen, og den næste aften høre koncerter med internationalt kendte navne – og blive lige godt modtaget af folkene bag Station K.
Det er derfor vigtigt, at Langås borgere møder op den 5. december 2018 (læs mere i kalenderen på langaa.dk), både for at få mere at vide, og for at give deres mening tilkende.
Station K har inviteret til mødet og håber naturligvis på godt fremmøde, men det plejer heldigvis ikke at være et problem i Langå.

Indstilling til kulturpris 2018: Hvis man overvejer at støtte Station K på anden vis, kan man gå ind på https://kultur.randers.dk/indstil-din-kandidat-til-kulturprisen/ og indstille stedet til kulturprisen, senest 28. november 2018.

Skolebørnene sang på Langå station 2017

Skolebørnene sang og tog familien med